|
Brigadegeneral Peter Bartram, chef for 1. Brigade, og en række andre personer med relation til indsatsen i Afghanistan informerer om Danmarks militære indsats i Afghanistan ved et offentligt panelmøde 2. april 2009 i Haderslev.
I panelet bistås brigadegeneral Peter Bartram blandt andet af oberstløjtnant Bjarne Højgaard Jensen og andre soldater for den senest afløste indsatsstyrke i Afghanistan, repræsentanter for støtteordninger for soldater og pårørende samt forfatteren og journalisten Kim Hundevadt der har udgivet bogen ”I morgen angriber vi igen” om de danske soldaters indsats i Helmand.
Arrangørerne ønsker at give: -Aktuel information om den danske militære indsats i Afghanistan. -Oplysning om det civil - militære genopbygningsarbejde i Helmand provinsen. -Oplysning om foranstaltninger til støtte for de udsendte soldater, hjemvendte soldater samt soldaternes pårørende.
-Informationen fra hjemkomne soldater af alle personelgrupper direkte til befolkningen. -Mulighed for selv at stille spørgsmål om indsatsen og emner med relation hertil.
Mødet vil indeholde: Orientering om forudsætninger, uddannelse og behov. Erfaringer fra operationerne i Helmand provinsen. Genopbygningsarbejder. Støtteordninger for soldater og pårørende. Pause med informationsstand: Kammeratstøtteordningen 80 60 80 30 Familienetværket Folk og Forsvar Jyske Brigaders Venner
Der vil være mulighed for at købe signerede eksemplarer af ”I morgen angriber vi igen” Diverse foldere om at være udsendt soldat og pårørende. Soldatens udrustning Spørgeperiode.
Sted: Slesvigske Musikhus, Louisevej, Haderslev Tid: Torsdag 2. april 2009 kl. 19 - 22
Arrangører: Foreningen Jyske Brigaders Venner i samarbejde med 1. Brigade, Haderslev Kommune og Folk & Forsvar, lokalafdeling Syd- og Sønderjylland.
Gratis adgang og parkering
Alle er velkomne
Forsvarets telefonlinie for pårørende.
Telefonen er bemandet med Forsvarets socialrådgivere på hverdage mellem 8-15 og alle aftener fra 19-22. Her kan pårørende få information, råd og vejledning om stort og småt.
Åbningen af Pårørendetelefonen er første skridt i en større indsats for at styrke støtten til de pårørende. Hvis man ikke kender Forsvaret indefra, kan det være svært at finde rundt i organisationen. Pårørendetelefonen skal gøre det lettere for pårørende at finde frem til den støtte Forsvaret kan give dem.
Chefen for socialrådgiverne i Forsvaret, Tinne Kjær, mener det er vigtigt at de pårørende kan komme i kontakt med nogen når de oplever behovet. Og selvom det ikke nødvendigvis er en socialrådgiver der er behov for, så kan de pårørende få hjælp over telefonen til at komme det rigtige sted hen.
- Telefonen giver pårørende en mulighed for at komme i kontakt med nogen uden for almindelig arbejdstid. I dagtimerne kan de, som hidtil, kontakte den socialrådgiver de har mødt til et af pårørendearrangementerne. Men der har været et behov for at ”udvide åbningstiden” lidt. Nu har pårørende til Forsvarets ansatte så mulighed for at ringe til Pårørendetelefonen hver aften mellem 19 og 22.
Forsvarets socialrådgivere sidder klar ved telefonen (7216 1818) på hverdage fra 8-15 og alle ugens dage fra 19-22.
Forsvarets Sundhedstjeneste og Forsvarets Psykologer skærper opmærksomheden på hjernerystelse.
En helt ny amerikansk undersøgelse peger på, at amerikanske soldater, som under deres udsendelse til Irak har været udsat for en hjernerystelse (fx i forbindelse med en vejsidebombe (IED)), har en relativt høj forekomst af generelle helbredsproblemer, hukommelsesproblemer, koncentrationsvanskeligheder, irritabilitet, langsom tænkning, m.m. – symptomer der ligner det såkaldte post traumatisk stress syndrom.
Også briterne er i gang med at undersøge forekomsten af hjernerystelse og efterfølgende reaktioner herpå.
Vi kender ikke i dag det præcise omfang af hjernerystelser blandt danske soldater udsendt i international mission. Forsvarets Sundhedstjeneste vil derfor nu kortlægge, hvor mange soldater der rammes af hjernerystelse i deres tjeneste. På baggrund af de netop offentliggjorte forskningsresultater ønsker Forsvarets Sundhedstjeneste og Forsvarets psykologer desuden at følge soldater, der måtte have haft en hjernerystelse, ekstra tæt, for at kunne gribe ind med behandling hurtigst muligt, hvis der er behov for det.
Forsvarets Sundhedstjeneste vil derfor ved hjemtagelsesundersøgelsen hos lægen spørge, om der har været hændelser, der kan give hjernerystelse, fx IED, blast og eksplosion, om soldaten er blevet ramt af fragment eller projektil, om soldaten har været involveret i trafikulykke, er faldet eller i øvrigt har haft ydre skader på hovedet. Konstateres symptomer, vil videre udredning/behandling sættes i værk.
Hvis der har været hjernerystelse under missionen, vil soldaten modtage et særligt tilbud om opfølgning hos psykologerne. Tilbuddet består i, at psykologerne udsender et spørgeskema 3 og 9 måneder efter hjemtagelsesundersøgelsen, og på baggrund af svarene vurderes, om der skal tilbydes samtale med en af psykologerne. Herudover vil alle tidligere udsendte, i lighed med i dag, 6 måneder efter hjemkomsten modtage et spørgeskema fra psykologerne.
Med henblik på at opspore evt. psykiske problemer hos tidligere udsendte har Forsvarets psykologer for kort tid siden udsendt spørgeskemaer til alt tidligere udsendt personel. Endvidere er der som altid mulighed for at henvende sig til psykologerne, hvis man ønsker det.
Yderligere informationer kan fås ved kontakt til Forsvarets Sundhedstjeneste på tlf. 39 77 13 31 hverdage mellem klokken 09.00 – 15.00.
Pressekontakt ved Forsvarets Sundhedstjeneste er major O. Nielsen, tlf.: 39 77 12 50 eller 23 29 32 75.
|