|
Deltagelse i unikt forskningsprojekt Center for Selvmordsforskning har i samarbejde med Forsvarets Sundhedstjeneste påbegyndt forskningsprojektet Belastende og beskyttende faktorer for selvmordstanker og selvmordsadfærd blandt tidligere udsendte danske soldater.
I den forbindelse søger vi tidligere udsendte danske soldater, der har - haft alvorlige selvmordstanker - har forsøgt selvmord
Målet er at interviewe mellem 30-100 tidligere udsendte soldater med forskellig baggrund og udsendt til forskellige missioner. Centrale spørgsmål i projektet er: Hvad beskytter tidligere udsendte danske soldater mod selvmordstanker og selvmordsadfærd? Og hvad belaster dem?
De personer, som lytter til de tidligere udsendtes fortællinger er ikke ansat i eller knyttet til Forsvaret men til Center for Selvmords-forskning i Odense. Dette forskningscenter hører under Indenrigs- og socialministeriet. www.selvmordsforskning.dk
Interviewene foretages af kompetente og erfarne interviewere, som gennem en lang årrække har forsket i sårbarhed, alvorlige overvejelser om selvskadende adfærd, selvmordsforsøg og selvmord. Vi er gode til at lytte, til at spørge, til at sætte den enkeltes fortælling ind i en større sammenhæng som hjælp for andre i samme situation. Vi har vidt forskellig alder og faglig baggrund, men vi har mange års erfaringer i at lytte til mennesker, som har fortalt om deres liv, deres tanker og deres selvskadende adfærd.
Naturligvis forbliver interviewpersonen anonym. Alle ansatte på Center for Selvmordsforskning har tavshedspligt – en pligt vi tager meget alvorligt.
Hvordan kan du deltage? Du kan deltage i projektet ved at blive interviewet af en medarbejder ved Center for Selvmordsforskning enten i eget hjem, et sted, du selv vælger eller på forskningscentret, som ligger i Odense. Du vil få betalt transportomkostningerne. Der indgår dog ingen honorering i forbindelse med deltagelse i projektet. Forskningsinterviewene tager typisk 1½ - 2 timer, de bliver optaget på bånd og efterfølgende analyseret. Du er sikret fuld anonymitet. Og en offentliggørelse af undersøgelsens resultater sker på en sådan måde, at det er umuligt at identificere enkeltpersoner.
Hvorfor deltage i projektet?
1. Ved at deltage i projektet kan du bidrage med værdifuld viden, som kan anvendes til at forebygge selvmordstanker og selvmordsadfærd blandt andre tidligere udsendte danske soldater. Et sådant bidrag er vigtig, idet du ved din historie kan videregive viden og erfaring, som ellers vil være meget vanskelig at få. Mange hjemvendte tier med deres oplevelser og tanker.
2. Forskningsprojektet er unikt i den forstand, at fokus er rettet mod forhold, der beskytter mod endnu et selvmordsforsøg eller nye alvorlige selvmordstanker blandt tidligere udsendte soldater.
3. Personer, der tidligere har deltaget i forskningsprojekter ved centret, har haft stort personlig udbytte af at deltage. For mange er det første gang, de overhovedet taler med nogen om tanker og handlinger.
Hvordan formidler vi vores viden? Den viden vi indsamler bliver anonymiseret og fremlagt både i mundtlig og skriftlig form. Vi vil være meget interesseret i at lytte til dit forslag om, hvilke formidlingsformer der bedst tjener hjælpen til andre hjemvendte soldater.
Nærmere oplysninger Yderligere oplysninger vedrørende projektet Belastende og beskyttende faktorer for selvmordstanker og selvmordsadfærd blandt tidligere udsendte danske soldater kan fås ved henvendelse til:
Centerleder, Ph,D. Lilian Zøllner Center for Selvmordsforskning Søndergade 17 5000 Odense C Tlf: 63112181 på hverdage mellem 8-16 Mobil: 20473929 E-mail: lz@cfsmail.dk
eller
Cand.mag. Iben Stephensen Center for Selvmordsforskning Søndergade 17 5000 Odense C Tlf: 63112187 på hverdage mellem 7-15 Mobil: 20473929 E-mail: iben@cfsmail.dk
|