|
Af oberstløjtnant K. Skafte.
Jeg er af Landsformanden blevet bedt om at give et indtryk af min tjeneste på Cypern i 1974 med vægt på den særlig begivenhed, som foranledigede indstillingen til Den Kongelige Belønningsmedaille.
Historisk baggrund for oprettelsen af UNFICYP i 1964.
Cyperns beliggenhed har fra forhistorisk tid gjort øen til et handelscentrum og en nødvendig base for enhver magthaver, der ville dominere det østlige Middelhav.
Øen har derfor i årtusinder været under en lang række skiftende erobringer/ okkupationer, præget af oprør og massakre.
I 1878 kom øen under britisk forvaltning og ved krigsudbruddet i 1914 overtog briterne øen helt, og gjorde den i 1925 til kronkoloni.
Af øens samlede befolkning på ca. 640000 indbyggere udgør græsk-cyprioterne ca. 70% , medens den tyrkisk – cypriotiske udgør ca. 18%, resten ca.12% udgøres af armenier og sigøjnere.
Den græsk- cypriotiske befolkning ønskede Enosis – forening med Grækenland – hvilket briterne modarbejdede af hensyn til det tyrkisk – cypriotiske mindretal.
I 50erne blev en bevægelse for øens selvstændighed ledet af Ærkebiskop Makarios, medens en anden bevægelse Eoka under oberst Grivas førte guerillakrig mod briterne for at opnå Enosis.
I 1959 indgik Storbritannien en aftale med Grækenland og Tyrkiet om, at Cypern skulle være en selvstændig republik. De tre stater skulle garantere øens sikkerhed, og kunne de ikke blive enige i tilfælde af traktatbrud, havde hver af dem ret til at gribe ind for at genskabe tingenes tilstand.
Aftalen betød, at græsk-cyprioterne opgav at blive forenet med Grækenland, at tyrkisk- cyprioterne opgav en deling af øen, samt at briterne beholdt to baseområder på den sydlige del af øen, baseområderne Dhekelia og Akrotiri. På sidstnævnte område fandtes et mindre hospital, som vi bl.a. benyttede os af flere gange under kampene i 1974.
Den 16. august 1960 blev Cypern en selvstændig republik med Makarios som præsident. Den nye republik blev medlem af Commenwealth og FN.
Det tyrkiske mindretal fandt imidlertid sine rettigheder dårligt beskyttede, og i december 1963 kom det til blodige uroligheder mellem øens to største befolkningsgrupper.
Den tyrkisk –cypriotiske befolkning etablerede deres egne områder – enklaver – hvor der ved alle adgangsveje var oprettet checkpoints. Hovedstaden Nicosia blev delt af en linie gennem byen – den såkaldte Grønne linie.
Disse uroligheder blev dæmpet i 1964 ved udstationering af en fredsbevarende FN styrke - UNFICYP - med et dansk kontingent ( DANCON I.)
Situationen var dog fortsat sprængfarlig, og der var fortsat uenighed mellem tilhængerne af Enosis og Makarios, der fortsat ville bevare Cyperns selvstændighed, og ihukommende den i 1959 indgåede traktat måtte det ende katastrofalt.
Tjenesten ved DANCON XXI 1974.
I foråret 1974 rundede UNFICYP 10-års dagen for sin oprettelse. Den oprindelige styrke på 10000 mand sammensat fra flere nationer var i årenes løb blevet reduceret til ca. 2000 mand, idet det i den 10-årige periode var lykkedes FN-styrken at dæmpe stridighederne mellem parterne så effektivt, at der de sidste 6 år af perioden stort set må siges at have hersket fredelige tilstande på Cypern.
Også det danske kontingent var i årenes løb blevet reduceret og bestod i foråret 1974 af ca. 275 mand.
På grund af de fredelige tilstande blev tjenesten ved kontingentet efterhånden karakteriseret som den rene ”badeferie”, med orlovsture tilbragt bl.a. i Beirut og med familien på charterferiebesøg i bl.a. Famagusta.
Det var således ikke den mest prestigefyldte tjeneste jeg skulle forrette, da jeg som led i den normale omgangstjeneste for yngre officerer blev beordret til tjeneste som Næstkommanderende ved Stabskompagniet på hold DANCON XXI i perioden maj til november 1974.
Jeg mødte dog med en vis forventning i Jægersprislejren medio april , ca. 8 dage før mandskabet mødte.Chef/Stabskompagni var genganger og derfor fortsat på øen.
Da jeg meldte mig hos Chefen for DANCON XXI, oberstløjtnant C.J.K. Severinsen orienterede han om, at det endnu ikke var besluttet, om holdet skulle af sted, men såfremt det blev tilfældet, ville styrken blive noget reduceret, og under hensyn til de fredelige forhold, der herskede på øen, ville vi blive det sidste hold på Cypern med opgave at ” lukke og slukke ”
Det var således ikke ligefrem den mest spændende opgave, der ventede, men sådan skulle det heller ikke gå, tværtimod blev opgaven at ”lukke og slukke ” hurtigt ændret til spændende, krævende opgaver oftest med nerverne på højkant, så det blev langt fra nogen ”badeferie.”
Jeg landede på Cypern den 8. maj sammen med en del af hovedstyrken, resten af styrken ankom den 22. maj. DANCON XXI var nu samlet, reduceret i styrketal i forhold til holdet vi afløste.
STKMP var placeret i Xeros – en lille græsk landsby – ca. 60 km. vest for Nicosia. Lejren som var døbt Viking Camp, havde som nabo til den ene side en kobbermine, som var britisk ejet og ledet med en græsk arbejdsstyrke. Til den anden side en mindre Nationalgarde kaserne.
Lejren lå på en grund tilhørende minen, som ikke længere anvendtes. Lejren blev forsynet med vand og elektricitet fra minens kraftværk, hvilket blev et problem, da den græske arbejdsstyrke flygtede under den tyrkiske invasion. Problemet blev dog hurtig løst, da den britiske ledelse tillod, at vi selv overtog driften af kraftværket.
Efter overdragelsen fra DANCON XX blev den første tid anvendt til at finde os tilrette og tilrettelægge den daglige tjeneste sådan, som vi fandt den hensigtsmæssig, afventende ordren til at afvikle det danske arrangement på Cypern.
Den 15.juli ændrede situationen sig imidlertid katastrofalt, da den Græske Nationalgarde på øen – støttet af Juntastyret i Grækenland – foretog et kup for at gennemtvinge Enosis. Makarios flygtede til London ved dansk/ britisk hjælp – den danske hjælp blev ydet lidt ufrivilligt af danske politifolk.
En ny præsident – Nick Samson – blev indsat af Nationalgarden.
Makarios vender senere tilbage og genindtræder som præsident.
Periodens begivenheder falder i 3 faser:
Fase 1: 15 – 20 juli Internt græsk opgør.
Fase 2: 20 – 22 juli Tyrkisk invasion.( Våbenhvile søges iværksat fra 221600 uden virkning.)
Fase 3: 22 juli – 22 august: Kampene fortsætter. ( Våbenhvile erklæres for hele øen 16 AUG kl. 1800 , bliver først rigtig effektiv den 22 AUG ).
De 3 faser gled ind over hinanden uden ophold mellem faserne.
Vi stod i 1. fase overfor et rent internt græsk opgør, som vi ikke kunne blande os i, og vi kunne kun håbe og bede til, at de lokale tyrkisk cypriotiske styrker ville forholde sig rolige og ikke blande sig i den interne græske strid.
Vi brugte alle kræfter på at berolige tyrkerne, som dog meget nervøse for fremtiden undlod
at blande sig, men opretholdt et meget højt beredskab.
I tiden frem til den 19. juli fortsætter det interne opgør mellem grækerne, som prøver at undgå
at indblande tyrkerne, hvilket stort set lykkedes. Der begynder at falde ro omkring kuppet, og det indførte udgangsforbud hævedes delvist.
Under opgøret blev mange af Makarios` tilhænger fanget af Nationalgarden og interneret på
de græske kaserner. Da den tyrkiske invasion for alvor gik op for de græske styrker, forenedes alle grækere uanset tilhørsforhold i en fælles kamp mod invasionsstyrkerne, de internerede blev sat fri og fik udleveret våben.
Allerede den 20. juli tidligt om morgenen observeres 2 tyrkiske jetfly over Kyrenia-bjergene, de
tyrkisk cypriotiske soldater begynder nu at blande sig ved beskydning af græske lejre, og langsomt tegner der sig en tyrkisk invasion med etablering af et brohoved i Kyrenia –området, og efter 48 timer var der etableret en ca. 20 km. bred korridor mellem Kyrenia og Nicosia.
Tyrkerne landsatte de første døgn 30.000 mand og 60 kampvogne. Tyrkerne bombede bl.a. lufthavnen i Nicocia og det græske kvarter i Famagusta. Der kæmpedes stort set over hele øen, der meldes om flygtningestrømme og voldsomme overgreb på den græske civilbefolkning.
En våbenhvile blev søgt etableret uden held.
I vores sektor var vi ikke indledningsvis direkte berørt af den tyrkiske invasion, men vi kunne tydelig høre kamplarmen –artilleri og flyangrebene – men op af dagen bredte kampene sig også til vores sektor, hvor de lokale tyrkere og grækere – som var adskilt af vores observationsposter ( OP ) - begyndte at beskyde hinanden uden hensyn til vores OP, mange af disse blev ramt, hvorfor vi måtte rømme adskillige for ikke at udsætte mandskabet på posterne for unødvendig livsfare. En OP blev bombet til ukendelighed af tyrkiske fly – naturligvis en ”fejltagelse” som man beklagede, da vi protesterede over hændelsen til FN – de 4 mand på OP var en ½ time før angrebet blevet trukket hjem i lejren.
Efterhånden som kampene blev voldsommere, og ingen af parterne længere respekterede FN tilstedeværelse, blev alle vore OP rømmet og mandskabet trukket tilbage til deres respektive lejre.
I Viking Camp arbejdede vi på højtryk. Der blev udleveret våben og ammunition herunder håndgranater, for vi var nu nået det tidspunkt, hvor vi måtte bruge vores våben om nødvendigt i selvforsvar. Vi gravede skyttehuller og gjorde klar til at forsvare vores lejr. Vi modtog og forplejede strandede turister og lokale grækere, som var flygtet fra hus og hjem, og som nu søgte FN beskyttelse. Det var overvældende at skulle huse alle disse mennesker og ikke mindst at forpleje dem, da vores daglige forsyninger ikke kunne nå frem. Afhentning af køkkenaffald m.m. var udliciteret til et græsk renovationsfirma bosiddende i Nicosia, som ikke længere kunne løse opgaven – meget uheldigt i ca. 40 graders varme – så vi måtte i gang med etablering af vores egen losseplads et stykke fra lejren.
Vi måtte derfor hurtigst muligt foranstalte en evakuering af disse mennesker, turisterne til de engelske baser og grækerne til de hurtigt oprettede flygtningelejre i græsk område. For at få disse konvojer igennem over Troodos bjergene skulle der forhandles med begge parter om uhindret passage gennem frontlinierne. Det var svære og langsommelige forhandlinger, som dog altid lykkedes.
Sideløbende med at få tømt lejren for turister og flygtninge, blev en konstabel (KS ) så hårdt såret under evakuering fra en OP, at han måtte evakueres til det engelske hospital på Akrotiribasen.
Et forsøg på en evakuering med helikopter mislykkedes, da den Græske Nationalgarde havde beslaglagt alle FN helikoptere. Nye forhandlinger om fri passage for en ambulance over Troodos til Akrotiri.
KS blev såret omkring middagstid, men først kl. 2335 nåede ambulancen frem til hospitalet, hvor hans tilstand vurderes tilfredsstillende den lange transporttid taget i betragtning – afstanden i luftlinie fra Xeros til Akrotiri er ca. 70 km.
En opmuntrende begivenhed i kampens hede.
Blandt de græske flygtninge, der meldte sig i lejren, var en ung højgravid kvinde, som var meget tæt på at føde. Vores læge Preben Brandt var noget betænkelig Han havde under sin turnustjeneste været på en fødeafdeling, men det lå jo år tilbage. Vi skaffede ham hurtigt nogle fødselshjælpere blandt de danske turister, som havde søgt beskyttelse hos os – en sygeplejerske og en mor, som selv havde født tre børn.
Lejren rummede kun én murstensbygning, som var indrettet til messe og indkvartering for 3 officer.
Det ene officerskvarter blev ryddet og omdannet til fødestue.
Fødslen forløb uden komplikationer både for moderen og det velskabte barn – jeg husker ikke om det var en dreng eller pige.
Nogle timer senere så vi, Brandt stolt som en pave vandre frem og tilbage på messens terrasse med den nyfødte pakket ind i et håndklæde påtrykt med store bogstaver FORSVARETS EJENDOM.
Den 22. juli en dag med nerverne lidt uden på tøjet.
Kampene var fortsat meget kraftige over hele øen. Kampene i DANCONS område havde hidtil kun været kampe mellem de lokale græske og tyrkiske enheder, men omkring kl. 1130 blev den tyrkiske enklave Lefka, som var beliggende ca. 1½ km SSE fra vores lejr med ca. 8000 indbyggere kraftig beskudt af morterer og artilleri af en græsk bataljon.
Kl. 1443 henvendte det tyrkiske lederskab i Lefka sig til os og meddelte, at de ønskede at overgive sig til de græske styrker.
Forhandlingerne foregik umiddelbart udenfor vores lejr og bestod af 2 græske officerer og det tyrkiske lederskab med CH/ DANCON og CH/O som forhandlingsledere.
De græske forhandlere ønskede, at 4 navngivne tyrkiske ledere skulle være tilstede ved forhandlingerne.
Jeg blev udpeget til at afhente disse personer i Lefka. Der var fortsat sporadisk skydning med tunge våben fra den græske enhed. For at nå frem til Lefka ville jeg befinde mig lige midt imellem de skydende parter, så jeg husker, at jeg bad CH/O om lige inden jeg begav mig af sted, at søge beskydninger indstillet, så jeg kunne nå frem i sikkerhed. Foruden min kører havde jeg en fra den tyrkiske forhandlingsgruppe med mig til at udpege de 4 af grækerne ønskede personer, som jeg jo ikke kendte.
Det var en ejendommelig og dyster oplevelse at køre ind i byen, som var total mennesketom, der lå glasskår, elmaster og el -ledninger overalt på gaderne. Det tog tid at finde de 4 personer. De første indbyggere fandt vi den lokale biograf, hvor de havde søgt beskyttelse. Her var imidlertid ingen af dem, vi søgte, men blev vi oplyst om, at de nok var at finde i den fjerneste ende af byen, hvor hovedparten af indbyggerne havde samlet sig. Vi fandt de ønskede personer, og der opstod nu en meget lang diskussion mellem dem og min tyrkiske ledsager – jeg forstod ikke et ord af, hvad det drejede sig om. Jeg havde imidlertid også nok at gøre over radioen, hvor jeg hele tiden blev rykket for, hvornår jeg forventede at være tilbage, for de græske forhandlere var meget utålmodige og gjorde klar til angreb.
Jeg forklarede tyrkerne, at al diskussion måtte stoppe. Jeg fik 2 af dem installeret i jeepen, og de 3 andre fulgte efter i en personvogn. Jeg blev fortsat rykket kraftigt over radioen, men kunne nu berolige med, at vi var på vej.
På vej tilbage i et vejsving med bevoksning på begge sider af vejen lige uden for byen gik det galt.
Vejen var til min overraskelse spærret af ca. en gruppe græske soldater, som pegede på os med deres våben. Jeg måtte stoppe – som husar er man ikke så høj, så jeg stillede mig for at virke mere imponerende op på sædet i jeepen - og bad føreren af styrken, som viste sig at være en deling, om en forklaring på hans tilstedeværelse lige netop i udkanten af Lefka. Forklaringen lød i al sin enkelthed på gennemførelsen en af hævnaktion på den tyrkiske befolkning i Lefka ,som hævn for en tyrkisk massakre på græske civile et andet sted på øen – jeg havde aldrig hørt om den påståede massakre og kendte heller den lokalitet, hvor den efter hans udsagn skulle have fundet sted.
Jeg spurgte ham om, hvor resten af hans deling var. Han forklarede, at de befandt sig på begge sider af vejen gemt i bevoksningen. Han fortalte også, at han havde en død soldat liggende i bevoksningen, som var blevet dræbt af en tyrkisk snigskytte, endvidere at en af hans mænd var søgt ind mod byen af en mindre vej, han var også blevet beskudt af en snigskytte uden dog at blive ramt, men havde tabt sit våben på vej tilbage efter beskydningen.
De tyrkiske mænd som jeg skulle bringe til forhandlingerne – 2 i min jeep, 3 i en privat bil, var mildt sagt mere end nervøse for udfaldet af mødet med grækerne og bad mig så mindeligt om ikke at overgive dem til grækerne. Jeg kunne berolige dem med, at en sådan tanke overhovedet ikke havde strejfet mig, og bad dem forholde sig rolig og endelig ikke blande sig i samtalen.
Samtidig blev jeg hele tiden over radioen afkrævet svar på, hvorfor jeg var så længe om at komme tilbage, for de græske forhandlere var meget utålmodige, og de gjorde klar til at iværksætte angrebet på Lefka inden for meget kort tid.
Jeg satte CH/O ind min situation og foreslog, da jeg ikke stolede på den græske delingsfører, at jeg skulle forsøge at trække ham og hans deling længere ud af byen ca. 500 m.til det ubemandede Checkpoint, der med bomme markerede indkørslen til enklaven Lefka, og at CH/O skulle mødes med mig der for at afhente de tyrkiske forhandlere, og at jeg forblev ved den græske deling. Mit forslag blev accepteret.
Jeg skulle nu prøve at overtale delingsføreren til at følges med mig og sin deling ud af byen.
Jeg forklarede ham, at kampen omkring Lefka var slut, da forhandlinger om overgivelse var indledt, og hvis han ikke stolede på mig, skulle han få det konfirmeret over radioen hos sin kompagnichef, hvilket tilsyneladende lykkedes, hvorfor han indvilligede i at trække sig tilbage, men stillede som betingelse at få lov til at sende nogle af sine folk ind for at hente deres døde kammerat, samt andre til at hente det mistede våben.
Jeg var utryg ved at imødekomme hans betingelser, for det kunne være et forsøg på alligevel at få sendt nogle af sine folk ind i byen. Jeg lovede ham, at ligeså snart vi var kommet ud af byen, ville jeg sørge for at hans døde soldat blev hentet, og at jeg personligt ville afhente det mistede våben. Heldigvis stolede han mere på mig end jeg på ham, så vi trak os samlet ud af byen. CH/O holdt klar til at overtage de tyrkiske forhandlere, og jeg overholdt naturligvis mine løfter til delingsføren, om afhentning af den døde soldat og afhentning af det tabte våben. Jeg var ikke helt stolt ved situationen – var snigskytten (-rne) der endnu, og såfremt det var tilfældet, ville man så respektere UN indblanding, der havde allerede været flere tilfælde af overgreb på UN – personel. Det lykkedes uden problemer af nogen art.
Herefter faldt der ro over situationen, og jeg fik en hyggelig sludder med delingsføreren, som var reserveofficer og studerende på universitet i Athen. Da han havde sommerferie havde han meldt til sig til den styrke, som Grækenland sendte til forstærkning af de trængte græske enheder på øen.
Forhandlingerne om Lefkas overgivelse og græsk besættelse forløb uden større besvær, og pludselig som tegn på at enighed var opnået, blev den græske deling trukket tilbage.
Jeg blev tilbage for at afvente ankomsten af flere officerer fra DANCON, for at vi kunne følge og overvåge, at den græske besættelse blev gennemført i god ro og orden i overensstemmelse med den indgåede aftale, herunder at de tyrkisk cypriotiske soldater afleverede deres våben.
Alt forløb fredeligt og roligt, og vi kunne vende tilbage til lejren til en noget sen aftensmad.
Jeg var træt, da jeg endelig gik i seng med dagens mange udfordringer og indtryk rumlende i hovedet.
Den 27. juli ankom den lovede forstærkning fra Danmark Den havde vi set frem til, for vi var efterhånden noget nedslidte af de mangeartede opgaver vi skulle løse og løste, megen søvn var det heller ikke blevet til i perioden fra den 15. juli.
Forstærkningen bestod af A- kompagniet med 135 mand, og nogle enkelt funktioner til ST og STKMP herunder 2 læger. A- kompagniet rykkede ind i Lefka på Teknisk skole, som vi nogle dage tidligere havde beslaglagt og klargjort til formålet.
Den 22. juli var der erklæret ø-omfattende våbenhvile fra kl. 1600 lokal tid. Våbenhvilen holdt ikke mange timer, og sådan gik det med mange andre forsøg både ø-omfattende, men også på mere lokalt plan frem til den 23. august, hvor kampene ebbede ud, for først på det tidspunkt havde tyrkerne nået deres mål: en besættelse og fuld kontrol af den nordlige del af øen. (Se kortet)
Vi var allerede under den 2. fase bekendt med det tyrkiske mål via et tyrkisk kort, som vi var kommet i besiddelse af. Af kortet fremgik det, såfremt de kunne gennemføre operationen, at DANCON også på et tidspunkt ville komme i brændpunktet.
En beskrivelse af begivenhederne og alle dens uhyrligheder i perioden 22. juli - 23. august kan der skrives en hel bog om. Jeg vil derfor nøjes med et ultra kort og langt fra dækkende resume.
Der blev fra begge sider ført en indædt kamp, hvor alle midler blev taget i brug.
Alle aftalte våbenhviler blev brudt næsten øjeblikkelig, idet begge parter straks beskyldte modparten for brud på aftalen. Alle FN forsøg på at stoppe kampene blev fejet til side. Vi var naturligvis til stor irritation for især tyrkerne, som var fast besluttet på at nå deres fastsatte mål. Grækerne holdt sig heller ikke tilbage, hvis vi kom på tværs af deres planer.
FN styrken bestod af en række landes FN- kontingenter, der hver var tildelt et område af øen med lejre og OP placeret i 1964 – med mindre ændringer og justeringer frem til omkring 1970 erne – imellem de stridende befolkningsgrupper.( Placeringen fremgår af kortet)
Ved invasionen lå disse lejre og OP mellem de kæmpende parter. Ingen af parterne tog hensyn hertil. De beskød og bombede såvel lejre som OP, de besatte enkelte lejre, de to UN personel som gidsler, de indtog OP og halede UN-flaget ned og satte eget flag.Tyrkerne indskrænkede vores ret til fri bevægelse overalt på øen. De hindrede alle FN forsøg på stoppe kampene, de ville med alle midler nå deres mål. De enkelte FN kontingenter havde travlt med evakuering, beskytte civilbefolkningen, yde lægehjælp til civile, skabe lokal våbenhvile. Evakuere udsatte OP, for at redde eget personel, genbesætte disse når forholdene tillod det.
|
|
|
Som det fremgår af kortet lå det finske kontingent ( FINCON ) i hovedaksen for invasionsstyrkens angreb på Nicosia, som var det canadiske kontingent ( CANCON ) ansvarsområde, så det var disse FN styrker, som blev alvorligst ramt af kampene. Finnerne mistede under de indledende kampe 18 mand og havde adskillige sårede.
Jeg kender ikke tabstallene for CANCON, men på et tidspunkt meldte de om 6 sårede.
Den 14. august blev vi orienteret om, at en tyrkisk kampvognseskadron var på vej mod W formentlig for at befri Lefka og nå deres endelig mål at besætte Xeros og Liminitis, hvor vores C – kompagni var placeret, samt mod Kokkina, hvor en deling fra C- kompagniet var stationeret. Meldingen bekymrede CH/DANCON, som så en mulighed for, at kampvognene ville gå i stilling på kobberminens område, hvorfra Viking Camp med lethed kunne beskydes.
CH/DANCON besluttede derfor, at lejren skulle rømmes. ST og STKMP skulle flyttes til Lefka og indkvarteres hos A- kompagniet.
Omkring midnat var flytningen afsluttet. Vi kunne imidlertid ikke efterlade lejren hel tom, og lade tyrkerne uden videre besætte den og stjæle det, der var efterladt.
Da det jo var ”min” lejr, blev jeg sammen med en forstærket vagtstyrke, en læge, en sygehjælper og en kok/messemand samt CH/O og en af hans hjælpere tilbage i lejren, for ikke frivilligt at lade den falde i tyrkernes hænder.
Alle vore OP i vores område var inddraget. Der var kraftige kampe omkring lejren i Liminitis, som også blev ramt.
Natten i Viking Camp forløb roligt.Vi modtog meldinger om, at kampvognene havde stoppet fremrykningen. Vi ville dog se tiden an, inden der blev truffet endelig beslutning om STKMP tilbagevenden til Viking Camp Dagen forløber roligt i lejren, kampvognene var ikke kommet nærmere. CH/DANCON var træt af at være i sit ”eksil”, og ville tilbage til sin lejr. Vi havde ikke kontrol over, hvor kampvognene befandt sig, så han og STKMP måtte forbliver i Lefka endnu en nat.
16. august ved middagstid forlader grækerne deres stillinger omkring Lefka, samt selve byen.
Omkring kl. 1400 modtages fra Danmark, at våbenhvile gældende for hele øen træder i kraft kl. 1700 A. Kampvognene havde vi ikke hørt mere til, så nu var CH/DANCON tålmodighed slut, og han gav ordre til at ST og STKMP skulle returnere til Viking Camp. Kl. ca.1530- 1600 var alle på plads i lejren igen.
Jeg foretog et besøg hos A- kompagniet for at sikre mig, at STKMP havde ryddet op efter sig, og om der ellers var noget jeg skulle tage mig af i forbindelse med opholdet.
Da alt var i orden, vendte jeg hurtigt tilbage til Viking Camp, hvor jeg ved den sydlige indgang til lejren til min store forbavselse fandt skyttehullerne besat og mandskabet klar til kamp.
Mandskabet forklarede, at hele lejren var sat i alarmberedskab, da tyrkiske kampvogne nærmede sig lejren. Ganske rigtigt, det var de tyrkiske kampvogne, vi havde ventet på i flere dage, som nu pludselig dukkede op som trold af en æske.
Jeg fortsatte derfor hurtigt gennem lejren til hovedindgangen, hvor de første kampvogne allerede var nået frem til bommene, hvor de var blevet stoppet af CH/DANCON, som forklarede føreren, at han formodede, at de var på vej til Lefka og derfor var kørt forkert. Ganske rigtigt de var på vej til Lefka, Hvorfor CH/DANCON sprang op på den forreste kampvogn og ledte de 16 kampvogne den rigtige vej.
Ved ankomsten til Lefka blev de tyrkiske kampvognsfolk hyldet som befriere og der var fest og
glæde i byen.
CH/DANCON vendte tilbage til Viking Camp. Beredskabet afblæst, og da våbenhvile var erklæret fra kl. 1700 A , glædede vi os til den forestående middag og en rolig aften.
Men så skete det, der ikke måtte ske. Omkring kl. ca. 2000 hørte vi et stort brag. Ingen var i tvivl om, at nogen var røget på en mine. Vi var også næsten 100% sikre på, at det ikke var nogen af vores folk, det var gået ud over, for der forelå en klar aftale mellem DANCON og de stridende parter om, at de skulle underrette os om, hvor og hvornår de udlagde minefelter. Da vi ikke gennem længere tid var blevet orienteret om nye minefelter, og da STKMP ikke havde personel uden for lejren, måtte det umiddelbart være enten den ene eller anden af de stridende parter, som var blevet ramt – men kl. ca. 2050 indløb en melding fra A- kompagniet om, at et af deres køretøjer (en folkevognsbus) med 5 mand var blevet minesprængt på vej til OP Amblikou. En OP som ligger ca. et par kilometer W for Lefka. Den var tidligere blevet rømmet, men efter grækernes tilbagetrækning fra Lefkaområdet , anmodede tyrkerne os om at genbesætte den. Opgaven blev overdraget A- kompagniet, og det var under løsningen af denne opgave ulykken skete.
Under grækernes tilbagetrækning fra Lefka havde de udlagt et panserminefelt på vejen mellem Lefka og Amblikou uden at indberette det til DANCON, hvorfor bussen i mørket intetanende kørte ind i minefeltet. Et redningshold blev hurtigt etableret af STKMP og sendt til ulykkesstedet, hvor der i mørket blev foretaget et særdeles farligt redningsarbejde.
2 af de 5 mand i bussen var dræbt på stedet, 2 andre var alvorligt såret, den 5. var sluppet med mindre kvæstelser. Redningsholdet løste heldigvis modigt opgaven uden tab.
Der var uhyggeligt stille i lejren resten af aftenen og natten.
Omkring den 22.og 23. august ebbede kampene ud, tyrkerne havde nået deres mål – en besættelse af den nordlige del af øen. Der blev etableret en 180 km lang våbentilstandslinie med en bufferzone, der skulle overvåges af FN. Denne deling af øen er forblevet uændret de seneste knap 35 år.
Resten af DANCON XXI tid inden overdragelsen til næste hold i november, blev en travl tid med etablering af nye OP langs den nye bufferzone.
Status ved overdragelsen i november:
DANCON var styrkemæssigt blev fordoblet i vores periode.
Vi havde mistet 2 mand ved mineulykken, 1 mand ved vådeskud og havde haft 5 sårede.
Med et internt græsk oprør, en tyrkisk invasion på øen og en tyrkisk besættelse, med kamphand- linger umiddelbart omkring vore lejre og poster, oplevede vi krigens virkelighed på allernærmeste hold.
DANCON ydede en indsats, der står stor respekt om. Der er i hele den kritiske periode blevet vist både mod og offervilje, og alle har handler ansvarsbevist, roligt og beslutsomt.
Jeg oplevede, at danske soldater havde både evne og vilje til at løse selv de sværeste opgaver, der blev pålagt dem.
Det kan danske soldater fortsat. Deres offervilje, i de mange internationaler opgaver som Danmark har deltaget i og fortsat deltager i, står der fortjent dyb respekt og anerkendelse af.
Efter der igen var faldet ro på øen, blev på foranledning af Force Commander / UNFICYP alle nationale kontingentchefer - for at skabe større prestige om FN fredsbevarende indsatser – opfordret til at indstille personer, der i perioden særligt havde udmærket sig til en officiel national anerkendelse for deres indsats.
CH/DANCON valgte at følge opfordringen og besluttede sig for at indstille de personer, der som hovedpersoner havde deltaget i de mest skelsættende begivenheder:
- redning og transport den 21. juli til Akrotiri af den sårede KS Skøtt.
- forhandlingerne og omstændighederne omkring overgivelsen og besættelsen af Lefka.
- indsatsen i forbindelsen med mineulykken.
CH/DANCON besluttede at indstille:
6 Overkonstabler/ konstabler
4 Oversergenter
1 Sergent
1 Politibetjent
1 Læge
6 Officerer/ Officerer(R)
Ca.1½ år efter var indstillingerne færdigbehandlet, og den 15,juni 1976 ved kundgørelse A 30 /1976 blev alle 19 indstillede belønnet for deres særlige indsats med datidens tapperheds-dekoration: Den Kongelige belønningsmedaille af 1. grad med Krone og Inskription
I bogen” En allerhøjeste Paaskønnelse ” Den kongelige Belønningsmedaille 1865- 1990 af Lars Stevnsborg Ordenhistorisk Selskab fremgår side 127 - 131 indstillingerne for hver enkelt af modtagerne af belønningsmedaillen. I bogen side 57 – 59 fremgår praksis for tildeling af belønningsmedaljen.
Alle 19 medaillemodtagere blev samlet modtaget på Amalienborg Slot, hvor Hendes Majestæt Dronningen personligt forestod dekoreringen.
Af kundgørelse A 30/1976 fremgår for mit vedkommende:
Kaptajn i hæren Knud Skafte ved Gardehusarregimentet.
Indstilling: ” For den 22 JUL 1974 under tjeneste ved Det danske FN- kontingent på Cypern sammen med major K.H. Hornung og oversergent J.F. Jespersen ved omtanke og koldblodig indsats i høj grad at have været medvirkende til, at overgivelsen af den tyrkiske enklave Lefka til enheder af den cypriotiske nationalgarde kunne finde sted uden væsentlig blodsudgydelse blandt en befolkning på ca. 8000. Ved resoluthed og fasthed lykkedes det kaptajnen som mellemled at sikre, at fire navngivne, tyrkiske forhandlere, der fra græsk side var ønsket til forhandling om byens overgivelse, blev bragt til den danske Viking Camp uskadt. Hans ro og omtanke under afhentningen var stærkt medvirkende til, at en ophidset og urolig tyrkisk befolkning ikke fortsatte modstanden mod den græsk – cypriotiske fremtrængen i byen.”
NB. Efter knap 35 år kan det være svært at huske alle detaljer, nøjagtige tidspunkter og klokkeslæt, så jeg beder om tilgivelse for evt. unøjagtigheder og tilgivelse fra evt. berørte personer.
|
